Soklen udgør den bygningstekniske overgang mellem fundamentet og facadevæggen. Det er en af husets mest udsatte konstruktionsdele, da den påvirkes af både direkte slagregn, opsprøjt fra terræn, sneophobning og fugt fra den underliggende jord. Når pudset på soklen skaller af, revner eller danner hvide udblomstringer, er det et tegn på, at fugtbalancen i konstruktionen er forstyrret.

Kapillarsugning og frostsprængninger

Den hyppigste årsag til afskallende sokkelpuds er kombinationen af kapillarsugning og frostpåvirkning. Kapillarsugning opstår, når porestrukturen i pudsmørtlen eller underliggende fundamentsblokke trækker grundvand eller opsamlet regnvand opad – omtrent som en væge i en olielampe.

Når vandet stiger op i soklen, fører det opløste salte med sig fra jorden og murer materialerne. Når fugten fordamper fra soklens overflade, krystalliserer saltene lige under pudslaget (subflorescens). Denne krystallisering skaber et indvendigt tryk i porestrukturen.

Når vinterfrosten sætter ind, fryser det opsugede vand i pudslaget. Vand udvider sig med ca. 9 % ved overgang til is. Hvis pudsen er for tæt – eller hvis mængden af frie porer er mættet af vand – opstår der frostsprængninger. Pudsbeklædningen mister vedhæftningen til underlaget, huldokumenteres ved en hul klang ved bankning, og skaller til sidst af i flager.

Opbygning med trykfaste isoleringsplader og kantisolering

En effektiv udbedring af sokkelskader kræver ofte mere end blot at påføre ny mørtel. Bygningsfysisk bør soklen beskyttes mod direkte jordkontakt og kuldebroer ved hjælp af udvendig kantisolering.

Til sokkelisolering anvendes trykfaste, uorganiske isoleringsplader – typisk XPS (ekstruderet polystyren) eller specialiserede high-density EPS-plader. XPS har en lukket cellestruktur, som gør materialet fugtbestandigt og forhindrer kapillær vandsugning, selv når pladen er i direkte berøring med den omgivende jord.

• Udgravning og rengøring: Terrænet graves væk langs soklen til under kælderdæk eller terrændæk. Gammel, løs puds bankes helt af ned til fast underlag.
• Fugtspærre: Fundamentet rengøres og påføres en godkendt, svummet bitumenslem eller en fleksibel 2-komponent tætningsslem for at bryde den kapillære forbindelse.
• Montering af XPS-plader: De trykfaste XPS-plader klæbes på fundamentet med en fuldfladeklæbning af specialmørtel eller skumklæber for at undgå hulrum, hvor vand kan samle sig.
• Mekanisk fastgørelse: Pladerne forankres over terræn med plastik-slagdübler designet til at eliminere kuldebroer.

Valg af sokkelpuds og armering

Oven på isoleringspladerne eller direkte på det rensede fundament opbygges det nye pudssystem. Det er en almindelig misforståelse at anvende en meget stærk, ren cementpuds i troen på, at den holder vandet ude. En for stærk og stiv puds vil flække på grund af temperaturspændinger i underlaget.

I stedet anvendes et elastisk og diffusionsåbent netpudssystem:

• Grundpuds med armeringsnet: Der påføres en fiberforstærket klebe- og armeringsmørtel, hvori der indstøbes et alkalibestandigt glasfibernet. Nettet placeres i den yderste tredjedel af pudslaget med mindst 10 cm overlap ved samlinger for at optage trækspændinger og forhindre revnedannelser.
• Slutpuds og sokkelmaling: Efter afbinding påføres en diffusionsåben sokkelpuds (f.eks. baseret på hydraulisk kalk/cement, KC 50/50/700) eller en specialmaling baseret på silikat. Det er afgørende, at overfladen er diffusionsåben (har en lav $s_d$-værdi), så indestængt fugt fra konstruktionen kan fordampe frit mod det fri.

Terrænregulering og afvanding

Udbedringen er først komplet, når de udefrakommende fugtkilder reduceres. Terrænet omkring huset skal have et fald på minimum 20 ‰ (2 cm pr. meter) væk fra soklen de første 3 meter.

Ved overgangen mellem jord og sokkel etableres en kapillarbrydende stenkastekant eller en drænplade. Det forhindrer jord i at ligge direkte op ad den pudsede sokkel og reducerer opsprøjt af regnvand på facaden.