Efterisolering af facader, lofter og kældre er et af de mest effektive tiltag til at sænke bygningers energiforbrug. Alligevel oplever mange boligejere, at der kort tid efter en energirenovering opstår skimmelsvamp og dårligt indeklima. Skaderne skyldes næsten altid, at efterisoleringen har ændret bygningsfysikken i klimaskærmen uden den nødvendige tilpasning af ventilation og dampspærring.

Bygningsfysikken ved efterisolering

Når der tilføjes et isoleringslag til en eksisterende konstruktion, forskydes nulpunktet (temperaturkurven) gennem væggen eller taget. Konstruktionsdele, der tidligere blev opvarmet af varmetab fra boligen, bliver nu betydeligt koldere.

Hvis varm, fugtig indeluft får mulighed for at sive ud til disse kolde flader, falder luftens temperatur. Når luften afkøles, stiger den relative luftfugtighed (RF). Når den relative luftfugtighed overstiger 75 % på organiske materialer som træ, papirbeklædt gips eller støv, opstår de optimale vækstbetingelser for skimmelsvamp. Kondensdannelse er ikke et krav for skimmelvækst; den høje relative luftfugtighed i overfladen er i sig selv tilstrækkelig.

Indvendig kontra udvendig efterisolering

Udvendig efterisolering er bygningsteknisk altid den mest sikre løsning. Ved udvendig isolering pakkes den eksisterende ydervæg ind i et beskyttende lag. Muren holdes derved varm og tør, og risikoen for kondensering inde i konstruktionen minimeres.

Indvendig efterisolering medfører derimod en høj bygningsfysisk risiko. Når isoleringen placeres på indersiden af en tung muret væg, bliver den oprindelige mursten eller betonvæg markant koldere om vinteren end før.

• Konvektion og utætheder: Hvis der opstår utætheder i den indvendige dampspærre, trækkes varm rumluft om bag isoleringen via konvektion. Luften rammer den kolde, murede bagvæg, hvor fugten kondenserer.
• Slagregn og udtørring: Den kolde ydervæg mister muligheden for at tørre indad mod boligen. Hvis facaden udsættes for kraftig slagregn udefra, vil akkumuleret fugt blive indespærret bag isoleringslaget i månedsvis, hvilket fører til massiv skimmelvækst på træforskalling eller gips.
• Brug af kapillarbrydende systemer: Hvis indvendig efterisolering er den eneste mulighed (f.eks. ved bevaringsværdige facader), bør der anvendes diffusionsåbne, kapillæraktive isoleringssystemer som kalciumsilikatplader eller porebeton. Disse materialer kan optage fugt og transportere den tilbage mod rummet, når luftfugtigheden falder, uden behov for en traditionel plastdampspærre.

Kuldebroer og kritiske knudepunkter

Efterisolering udføres ofte usammenhængende, hvor enkelte bygningsdele isoleres, mens andre overlades uændrede. Det skaber geometriske og materialebetingede kuldebroer.

Typiske kritiske knudepunkter er:

• Vindues- og dørlysninger: Hvis facaden efterisoleres udvendigt uden at flytte vinduerne ud i isoleringsplanet eller efterisolere selve falsen, opstår der en voldsom kuldebro i lysningskanten. Den indvendige overfladetemperatur i hjørnet ved karme falder drastisk, hvilket resulterer i sorte skimmelpletter langs vinduerne.
• Etageadskillelser mod murværk: Ved indvendig isolering af murede facader afbrydes isoleringen ved de bærende træbjælkeender, der ligger an i muren. Bjælkeenderne afkøles yderligere og udsættes for fugt, hvilket ud over skimmel skaber reel risiko för trænedbrydende svamp (ægte hussvamp) og svigt i bæreevnen.
• Sokkel- og terrændæksystemer: Overgangen mellem gulv og ydervæg kræver ubrudt kantisolering. Mangelfuld isolering i denne zone skaber kolde fodpaneler med skimmelvækst bag paneler og møbler til følge.

Ventilationens afgørende rolle

Ældre huse har ofte en naturskabt ventilation via utætheder omkring vinduer, paneler og loftskonstruktioner. Når der efterisoleres, udskiftes vinduer og tætnes med dampspærrefolier, fjernes dette utilsigtede luftskifte helt.

Uden en tilsvarende opgradering af boligens ventilation vil luftfugtigheden indendørs stige hurtigt som følge af beboernes udånding, bad og madlavning. Den forhøjede luftfugtighed indendørs øger fugttrykket mod klimaskærmen. Etablering af mekanisk ventilation med varmegenvinding eller som minimum styrede spalteventiler og mekaniske aftræk i vådrum er derfor en forudsætning for en succesfuld energirenovering uden skimmelsvamp.